Vores søn har været i dagpleje hos Lotte fra maj 2008 til maj 2010. 

Vi har fra start følt stort engagement, overskud og flexibilitet fra Lottes side. Hun vil børnene det bedste og formår at sætte grænser, være konsekvent og holde humøret oppe. 

Lotte er som person meget rolig og omsorgsfuld, hvilket i vores tilfælde var nødvendigt for vores søn især i begyndelsen. Når dagen er omme, har Lotte altid styr på, hvor meget der er blevet sovet, spist osv. I løbet af dagen. 

Vi kan varmt anbefale Lotte som dagplejer. 

Mette Olivarius og Thomas Jørgensen 


Caroline vores yngste datter har været i gæstedagpleje hos Lotte Brixner, og dette har vi været fuldt tilfreds med. Lotte er yderst engageret i børnene, og rigtig god til at se de forskellige børns behov. Alt fra en ekstra krammer, til deres motoriske udvikling og sprolig udvikling. 

Der bliver også sørget for, at møde alle børnenes forskellige mad ønsker, og vores datter har altid været glad og tilfreds når vi har hentet hende. 

Sandra og Stefan Johannsson 


Efter en turbulent start i dagplejen, blev vores barn flyttet hen til Lotte. 

Lotte har stor forståelse for det enkelte barn og dets behov. Og vi kunne med det samme se og mærke den udvikling vores barn gjorde – faktisk gik hun sine første (mange) skridt i Lottes stue – som Lotte straks ringede og fortalte mig. 

Hun sætter sig ind i de ting der nu måtte være, med stor tålmodighed og ro – og hun fandt hurtigt ud af at “læse” mit barn. 

Marina Friis Olesen 


Vi har været utrolig heldige, at have vores pige i dagpleje hos Lotte Brixner. Hun er der virkelig for børnene – og forældrene. 

I opstarten, hvor ens barn er utrolig lille, og man er mest sårbar, kan jeg fortælle et eksempel; Jeg skulle aflevere, og ofte græd Josefine, når jeg sagde farvel, hvilket ikke var en let tur på arbejdet bagefter. Men Lotte var hurtig og foreslog mine farvel skulle være kortere – det hjalp virkelig både barnet, Lotte og jeg. Og inden der var gået 10 min havde jeg en sms fra Lotte, hvordan tilstanden var. 

Vi har også sat meget pris på, at Josefine var ude mindst en gang om dagen – uanset vejr! Nogle gange gik de ture, eller tog på udflugt – eller bare et besøg hos en anden dagpleje. 

Vi kan kun varmt anbefale Jeres/ dit barn hos Lotte! 

Lone Bisgaard og Jan Westergaard 


Silke har været hos Lotte fra oktober 2011 til oktober 2013. Silke startede i en anden dagpleje hvor forholdene var dårlige, Lotte var sød at tage Silke ind som barn nr 5 og reddede os ud af en skidt situation, på bare få dage. 

Vi giver Lotte den største anbefaling – hun er fantastisk – og her skal i høre hvorfor: 

Silke har været tryg og veltilpasset i alt den tid hun har gået i dagpleje, Lotte har et meget stort hjerte og en utrolig toldmodighed – det mærker man tydeligt som forældre. Det er tydeligt når ens guldklump trives og får den tryghed og nærhed man har behov for når man kun er 1-3 år. 

Lotte driver en dagpleje hvor der er plads til det enkelte barn og hvor der tages hensyn til børnenes forskelligheder. Lotte er god til at vurdere hvad børnene har behov for, f.eks. en stille dag efter en hård weekend, lidt ekstra omsorg når man er ked af det og har en svær dag, eller musik på anlægget når der er behov for at hoppe og springe rundt. 

Lotte har lært vores barn utrolig mange ting og deltaget aktivt i de udfordringer vi og Silke har givet hende – tid til at sidde uden bøjle, klar til at spise selv, klar til at smide bleen og Lotte har sørget for en masse fysiske udfordringer, som vores meget aktive barn har haft brug for at få. 

Lotte gør utrolig mange sjove og gode ting sammen med børnene: bondegårdsture, rytmik, besøg på diverse legepladser i området, besøger andre dagplejer, kreative ting, plante ting – lader børnene se dem gro, Indianeruge i Hedeland, presser æbler og lader børnene tage en flaske med hjem – alting med børnenes behov som udgangspunkt og sørger altid for at vi forældre kan følge godt med i vores barns hverdag og udvikling. 

Vi har følt at Lotte har taget Silke ind med en kærlighed og en omsorg som er svær at finde – vi savner hende i vores liv og vi ved at Lotte har en stor andel i at vores lille pige er klar til at tage livet med storm. 

Mange hilsner fra Ronnie, Christina og Silke


Mine to tvillingedrenge Startede hos Lotte da de var knap 8 måneder og skal nu starte i børnehave. jeg havde oprindeligt bedt om vuggestue, men der var ikke plads på det tidspunkt og det er jeg meget glad for i dag. De har nemlig fået den bedst tænkelige start hos Lotte. 

Lotte er på alle måder en fantastisk god dagpleje. Man kan for det første tydeligt mærke at hun bruger sin erfaring fra sin uddannelse som pædagog. Hun har været utrolig god til at forstå mine børns behov og har taget sig specielt meget af den ene af dem som havde brug for meget omsorg og fysisk kontakt. Hun er meget tålmodig med børnene og giver dem masser af omsorg og tryghed. Hun går meget op i deres udvikling og er utrolig god til at give dem en masse spændende oplevelser både inde og ude. 

Lotte er meget flexibel og hjælpsom overfor forældrene og det har vi været meget glad for. Fx når jeg har hentet mine drenge og hun ikke har andre børn i dagplejen, så har hun tit været sød at hjælpe mig ud til bilen og spændt dem fast. 

Som så mange andre drenge, så er mine drenge til tider vilde og frække, men Lotte er virkelig god til at være konsekvent på den kærlige men bestemte måde, og det betyder meget at hun håndterer dem og ikke bare lader stå til. 

Da Lotte jo er privat dagpleje og derfor ikke altid kan tilbyde pasning ved sygdom osv., så var vi fra starten af lidt nervøs for, om vi skulle bruge alt for mange feriedage ved lukning af dagplejen. Men på næsten to og et halvt år hvor vores drenge har været hos Lotte, har hun næsten aldrig haft en lukkedag. 

Der er ingen tvivl om at mine drenge har haft en fantastisk tid i dagplejen med en masse spændende oplevelser og også bare stille og rolig hygge med puslespil og højtlæsning. 

Det bedste bevis på at de har det godt hos Lotte er, når de fx ikke vil med hjem når jeg henter dem, eller når de siger “Jeg elsker dig Lotte”. 

Vi kan varmt anbefale Lotte´s private dagpleje til alle der måtte ønske en god start for deres barn. 

Mange hilsner fra 

Mikkel, Line, Sebastian og Storm 


Vi har haft vores 3. barn Sofie i dagpleje hos Lotte . Hvis vi skulle have flere børn, ville vi uden tvivl skynde os at skrive os op, for at være sikre på at få pladsen.

Vi har aldrig været kede af at aflevere vores datter hos Lotte Tværtimod. Sofie bliver simpelthen afleveret om morgenen i Lottes favn og modtages med knus og kram. Sofie taler om Lotte i både weekender og ferier.

I hverdagen kan man bare mærke, at Lotte er en hamrende dygtig pædagog. Lotte laver alskens aktiviteter med børnene, der udvikler dem både sprogligt, grovmotorisk, finmotorisk og socialt. Som forældre er vi bare imponerede over, hvad Lotte kan med børnene i en fuldstændig naturlig, afslappet og kærlig atmosfære.

Vi kan varmt anbefale Lotte.

Søren og Birgitte Greiner


Vores datter har gået i dagpleje hos Lotte, siden hun var 1 år. Vores datter har nydt godt af Lottes varme og imødekommende måde, at omgås børnene på og har hos Lotte fået tilnavnet krammepige. Lotte har samtidigt formået, at understøtte hendes udvikling på alle områder, så vi har en pige, der kan mange ting selv og er langt fremme i skoene sprogligt.

Vi har været imponeret over, alt det udstyr Lotte har og løbende køber til børnene. Der er altid noget nyt og spænende legetøj hos Lotte. Vi har desuden sat stor pris på at børnene ofte er udenfor, at lege hos Lotte og er med til at se ting komme op ad jorden i hendes drivhus og i haven. Lotte tager desuden børnene med på spændende ture og udflugter, når årstiden og mulighederne byder sig.

Børnenes dag hos Lotte er således præget af hendes varme og professionelle tilgang til børn og vi vil til enhver tid anbefale Lotte til kommende forældre.

Mange Hilsner Per og Belinda Sønnichsen


Vores datter har gået i dagpleje hos Lotte fra juni 2016 -juni 2017.

Alberte var startet i en anden dagpleje, men dette fungerede ikke, og vi skulle finde en anden løsning. Vi blev opmærksom på Gundsømagle Private Dagpleje, og er i dag super glad for, at Lotte havde en ledig plads.

Vi søgte en dagpleje, hvor børnene kom ud stort set hver dag, og hvor der blev taget hensyn til børnene og deres behov – det gør der i den grad hos Lotte.

Lotte er rigtig god til at lave forskellige ting med børnene, så hverdagen bliver spændende og hyggelig. De kan være på ture og ude og opleve verden, eller bare være hjemme og synge, lave rytmik eller måske bage.

Det er altid rart at komme hos Lotte, og børnene bliver altid taget imod med glæde og åbne arme.

Det er tydeligt at mærke, at børnene er trygge hos Lotte, og hun er meget betænksom, rolig og omsorgsfuld.

Et lille citat fra Alberte, som jo bare viser, at hun har været glad for Lotte: 

“Nu skal jeg i børnehave, men så skal jeg op til Lotte igen bagefter” :o)

Lotte er en varm og fantastisk person med hjertet på det rette sted, og vi kan varmt anbefale Lotte som dagplejer.

Tenna og Jonas Røn Larsen


Vores søn har i to år haft en dagligdag hos Lotte, og vi har fra første dag været utrolig glade for, at han fik pladsen netop der. Lotte er en tryg omsorgsgiver og vi har altid følt, at hun har set Eivind og hjulpet ham i de udfordringer, der kan opstå når man er et lille barn. Vi har trygt kunne afleverer ham hver dag, vel vidende at han har sig en god dag. Lotte arbejder med De grønne spirer, og har i den forbindelse aktivt børnene med i haven, hvilket vi har sat stor pris på. En varm anbefaling vil vi sende hendes vej. 

Kh Eivind og familie 


Vi har haft vores dreng Philip hos  Lotte fra han var 10 mdr. til nu 3 år.

Det har været 2 fantastiske år, med et tæt forældresamarbejde og vigtigst af alt, med meget meget stort omsorg og interesse i vores barn og hans trivsel og udvikling.

Hos Lotte har Philip fået mange gode oplevelser, ture og arrangementer ud af huset, ture til andre private dagplejere, til fast rytmik i kirken og ikke mindst i haven hvor der sås, plantes og passes. Philip har fået en glæde for naturen der har plantet sig i ham, han elsker at være ude i alt slags vejr og efterspørger nu selv “om vi ikke kan plante noget” herhjemme 🙂

Hos Lotte går børnenes behov altid forud for hverdagens planer og aktiviteter, ordet er tydeligt for os som forældre, at vores dreng er mødt i hans behov, hvilket har gjort ham til en tryg og robust dreng, der møder sin omverden (og nu børnehave), med stort gå på mod”!

Det har været en gave, at have Philip i en tryg og samtidig faglig stærk dagpleje.

Vi giver Lotte vores varmeste anbefalinger!

Mvh Benjamin og Kristina Brejner


Vi har i 4 år, haft børn hos Lotte og har aldrig været andet end fuldt ud tilfreds.

Allerede da vi ventede vores første barn, var vi efter besøg hos Lotte, slet ikke i tvivl om, at hun skulle passe vores barn. Derfor var det også en nem beslutning hvor lillesøster skulle passes – og havde vi flere børn, var der heller ingen tvivl. Vi vil til en hver tid anbefale Lotte som privat børnepasser – børnene (og forældrene) finder ikke et bedere sted!

Hos Lotte er barnet altid i fokus. Er der planlagt sjov og ballade eller en tur og børnene ikke er gearede til det, så tager hun ikke afsted. Er der brug for en hyggedag med bøger og masser af kram, så får børnene det og er der brug for gang i den, kan de gå en tur efter lune frikadeller til frokosten (vores yngste datters favorit-tur!) eller en tur ned til dyrene med en håndfuld gulerødder. Dagen tilpasses børnene og det er så tydeligt, at alle børn der passes af Lotte har ro på i løbet af dagen og er fulde af glæde og kærlighed til Lotte.

Hun har givet vores piger tryghed, omsorg og et ekstra hjem i ro og balance. Vores børn er ved Lottes hjælp blevet selvstændige individer med en hel masse styrker og ressourcer til at kunne klare barnelivets næste faser – det at være børnehavebarn. 

Det har altid været med ro i maven, at vi har afleveret vores børn hos Lotte.

Den bedste beslutning vi nogensinde har taget omkring vores piger, var at lade dem passe af Lotte Brixner!

Til Lotte kan vi ikke sige andet end TAK! Tak for ALT du har givet vores børn og os som forældre – det har været en sand fornøjelse!

Ulrik og Christine Weinreich


Udtalelse til Lotte 

Isac har været hos Lotte fra august 2018 til Marts 2020. Efter vores første møde med Lotte var vi ikke et sekundet i tvivl om, at det var Lotte der skulle passe vores søn, fordi hun havde stor menneskelighed, interesse og viden omkring arbejdet med små børn, hvilket gav os et indtryk af, at hun kunne være med til at skabe en tryg og rolig hverdag for os og Isac. Dette førstehåndsindtryk viste sig at holde stik, og vi har i alle årene følt os utrolig trygge ved at få Isac passet hos Lotte. Vi fik meget hurtigt tillid til Lotte, da hun gjorde meget ud af at skabe en åben og ærlig dialog med os. I denne sammenhæng satte vi virkelig stor pris på, at vi altid fik at vide hvordan isac havde haft det, også når han havde haft en svær dag.

Noget af det som vi syntes kendetegner Lotte, er at hun altid har fokus på børnenes behov, hun giver plads til det enkelte barn og vægter den forskellighed børnene har. Isac var og er en dreng som ikke altid lukker alle ind i hjertet, med mindre man ser og rummer ham som han er, og det har Lotte virkelig formået. 

Lotte er et meget kærligt, varmt og omsorgsfuldt menneske, hvilket er kommet meget tydeligt til udtryk over for os og Isac. Hun har på en og samme tid tålmodigt, givet Isac tiden til at falde til i dagplejen, respekteret hans grænser, og samtidigt været meget aktiv i at lærer ham at kende, og skabe en relation til ham. På baggrund af dette har hun skabt en nær relation både til Isac og os. Det har derfor uden tvivl, været det helt rigtige for Isac at være hos Lotte, fordi han har fået tid, rum og plads til at begå sig i et lille trygt, hjemligt og roligt fællesskab, hvilket set med vores øjne har haft stor indflydelse  på, at han stortrives i det store fællesskab i børnehaven, som han nu går i.

Lotte besidder desuden en naturlig autoritet og har derfor en evne til at sætte meget tydelige grænser for børnene, hvilket skaber tryghed. Det er også helt tydeligt at Isac virkelig har trivedes, fordi Lotte netop har sat tydelige grænser og været med til at skabe en meget genkendelig 

struktur i dagplejen.

Vi giver Lotte vores aller varmeste anbefalinger, fordi hun er et fantastisk menneske og pædagog, der virkelig evner at se, rumme og forstå et 0-3 årige barn.

Mange hilsner fra Sofia, Asger, Isac og Isabella


Vi har haft begge vores børn hos Lotte og har til hver en tid følt os trygge og mødt. Selvom morgnerne kan være pressede, giver Lotte sig altid tid til en god aflevering. Lotte har en anderkendende tilgang til børnene og hun formår at følge barnets spor eller gå foran til inspiration, så trods stor aldersspredning får alle børn en meningsfuld hverdag. 

Lotte er med i de grønne spirer hvilket folder sig ud under temaet fra jord til bord. Børnene får en ide om årstiderne og hvad de bringer med sig  fra såning til høst. Herudover går de ofte ned til dyrene og giver dem gulerødder eller til Brugsen og købe frikadeller. Lotte gør også meget ud af højtiderne, og i det hele taget oplever børnene en hjemlig stemning der kan virke langt væk fra institutionsliv, hvilket børnene uden tvivl nyder rigtig godt af.

Lotte prioriterer udeliv således at børnene kommer ud hver dag, kun med få undtagelser som stærk regn eller kulde. Lotte mødes med en anden lokal dagplejer og de holder julefrokost og fastelavn sammen bl.a.

Vi kan som familie give de varmeste anbefalinger hvis man ønsker et sted med ro, tid og masser af kram.

Hilsner Eivind, Erika, Pavel og Kristina


Vi har haft vores to piger gående hos Lotte og derfor har Lotte været en stor og vigtig del af vores liv de sidste 4 år.

Vi var ikke i tvivl om at lillesøster skulle overtage pladsen efter storesøster.

For os har det været vigtigt, at kunne aflevere og hente hos den samme og få lidt af vide om hvordan dagen er gået. Lotte har også været god til at dele billeder dagligt, så vi har kunne følge vores små guldklumper.

Vi har haft et tæt samarbejde med Lotte og følt tryghed ved at aflevere pigerne.

Lotte har været god til at gå ture med børnene, lave kreative ting, været i køkkenet og selvfølgelig masser af leg og sanglege. Børnene har også været i haven og lege eller plante/så forskellige grønsager, som de til sidst har høstet og nydt til deres frokost. Men alt har været med øje for børnenes behov, udvikling og trivsel. Var der brug for en tulle-/stille dag med masser af kram, så blev det prioriteret, selvom der måske var lagt planer for dagen.

Lotte har også haft fokus på at gøre børnene selvstændige bl.a. ved at de lærer selv at tage tøj på, spise med bestik mv.

Fra os skal der lyde et kæmpe TAK til verdens bedste Lotte😊

Vi kunne ikke have ønsket os nogen bedere dagplejemor end Lotte til at drage omsorg for vores små guldklumper og give dem en god start på institutionslivet.

De bedste anbefalinger og kærligste hilsner 

Filippa, Izabell, Kim og Stine


Vi har været meget glade for at have vores Vincent hos Lotte. Vincent har altid været tryg ved og elsket at komme hos Lotte og være sammen med de andre børn. 

Vi har været utrolig glade for dialogen med Lotte, der altid var ligeværdig og konstruktiv.

Vincent taler stadig om Lotte og husker særligt de vandlegeting Lotte har til sommerperioden. De har gjort stort indtryk.

Vincent nød de kreative stunder Lotte har med børnene, især ved højtider hvor der laves f.eks. julegaver.

Vi har altid været trygge ved at aflevere Vincent og vide at han ville få en skøn dag hos Lotte .

Tak for en god tid.

Vincent, Janus og Maria 


Da tiden kom, havde vi allerede besluttes os for, at vores dreng skulle starte i dagpleje. Vi ønskede, at den første start væk fra hjemmet skulle være så tæt på de rammer, han kendte hjemmefra. En vuggestue føltes bare for stort! Vores ældstedreng kom i dagpleje gennem kommunen. Det var en blandet oplevelse med gæstedagpleje og en svær opstart. Så da vores yngste skulle starte, var vi stadig ikke glade for ideen om vuggestue, men oplevelsen fra det offentlige tilbud havde ikke været super heller. Nogle forældre fra børnehaven vores ældste nu var startet i, anbefalede, at vi kontaktede Lotte. Og det gjorde vi så- og det er jeg rigtig glad for i dag! Når man nævner privat dagpleje, er reaktionerne typisk- hvordan klarer i ferieplanlægningen og har i tænkt på hvad i gør ved sygdom?

Det blev aldrig et problem. Den ustabilitet, vi oplevede i det offentlige tilbud, oplevede vi aldrig hos Lotte. I modsætningen til vores ældste, har vores yngste været glad for at være i dagpleje og de morgner, det var svært at sige farvel, kunne Lotte altid få ham i godt humør igen, med ro og tålmodighed og en masse kram!

Jeg har aldrig haft følelsen af utryghed, som jeg en gang i mellem kunne have når jeg afleverede vores ældste.

Vi hentede en glad dreng, der så snart han kunne, ville fortælle om alle de gode lege, de havde leget og sange de havde sunget i løbet af dagen.

Han taler stadig om Lotte og den første dag i børnehave ville han have mor, far og Lotte med!

Hvis i lige som os syntes, at vuggestue er for stort et spring og dagpleje er det rigtige for jeres barn, vil jeg til enhver tid anbefale at tage kontakt til Lotte, som jeg selv fik det anbefalet dengang vores skulle starte.

Venligst Isabella


Anbefaler Lottes pasningsordning 100% 

Efter at have haft begge mine børn hos Lotte, kan jeg kun sende mine varmeste anbefalinger. Selvom jeg har to meget forskellige børn, har de begge fundet tryghed og omsorg hos Lotte. Selv flere år efter, at de har været der, snakker de stadig om Lotte og hvor skønt de havde det der. 

Lotte favner mange forskellige behov og tilser, at alle børn har det sjovt og trygt i hverdagen, så man som forældre kan have ro i sindet, mens man er på arbejde. Vi har altid kunne aflevere børnene med et smil og også hente dem igen med det. 

Der er tid til at snakke om det enkelte barns dag og man får alt relevant at vide, samt at der er masser af billeder til at følge dagene med og det gør samarbejdet med Lotte rigtig stærkt og giver en rigtig god start på børnenes udvikling fra de er små. 

Vi har aldrig fortrudt at gå med en pasningsordning frem for vuggestue og vi er så glade for, at vi valgte Lotte til den opgave, for som mor er det rigtig rart ikke at have dårlig samvittighed ved at aflevere sit barn, når man ved at barnet er i trygge hænder i et hjem fyldt med omsorg og glæde.  

Stine Søstrup

Vores datter Lillie startede hos Lotte i december 2021 og stoppede i september 2023.

Trods en lidt turbolent start med en del sygdom og samtidig under Corana, var Lotte rigtig god til at få startet op med Lillie og vi var trygge ved at aflevere hende.

Vi har under hele forløbet været yderst tilfredse og Lillie har været rigtig glad for Lotte.

Lotte hygger om børnene og bruger meget tid på at lave kreative ting med dem. Ligeledes prioriteres det er komme udenfor når det er muligt.
Gerne ned til køerne og fårene så de kan fodres 🙂

Der bliver også taget på ture til grantoftegård, og hvert år bliver der hygget med julefrokost med børnene og lavet hemmeligheder til forældrene 🙂

Med venlig hilsen
Annette og Martin